Baggrund og formål
I 2014 indgik regeringen og KL en aftale om et fælles brugerportalsinitiativ for folkeskolen. Formålet er at styrke elevernes læring og medvirke til at give skolerne et digitalt løft. I brugerportalsinitiativet indgår en læringsplatform og en samarbejdsplatform.
Samarbejdsplatformen afløser det nuværende SkoleIntra til august 2019. Samarbejdsplatformen har fået navnet Aula og er fælles for samtlige kommuner. Såvel dagtilbud som skoleområdet i Bornholms Regionskommune skal på sigt bruge Aula. Det er hensigten, at kommunikationen mellem skole/dagtilbud og hjem skal styrkes gennem Aula, som bliver en samlet indgang.
Læringsplatformen, som blev taget i brug i august 2016, hedder MinUddannelse.
I MinUddannelse
- Har eleverne mulighed for at arbejde digitalt med faglige aktiviteter, for at kommunikere med lærere og kammerater og for at have overblik over egne mål, opgaver og læringsforløb i læringsplatformen.
- De digitale læringsressourcer er let tilgængelige for eleven i det omfang, der er adgang til en iPad eller en PC.
- Arbejder lærerne digitalt med at tilrettelægge, gennemføre og følge op på undervisningsforløb med udgangspunkt i Fælles Mål og tilgængelige data om elevens status, videndele med kolleger og kommunikere med elever og forældre om faglig progression og trivsel i lærings- og samarbejdsplatformen.
- Har ledelsen digital mulighed for at følge med i undervisningsforløb og elevresultater.
- Har forældrene mulighed for at få overblik over deres barns skoledag og for at følge barnets udvikling både hvad angår det faglige og det trivselsmæssig. Elevplanen dannes i MinUddannelse.